Af Sofie Aspinall, Cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling | 26. oktober 2022
Risikerer den grønne omstilling at drukne i forsimplende buzzwords, der primært tjener som brandingstrategier af politiske dagsordner, eller er det muligt at puste liv i den grønne omstilling, hvis man definerer en platform for et fælles grønt sprog, der vil handle? Og hvilken rolle spiller kunstens økologiske stemmer i omfavnelsen af dette fælles grønne sprog?
At forme et sprog
I tænketankene CONCITO og Mandag Morgens arbejde med den grønne omstilling, opfordres der flere gange til, at vi bør lære at tale et fælles grønt sprog. Dette gælder alle på det danske arbejdsmarked. Men hvad menes der med dette fælles grønne sprog, som Lisbeth Knudsen, strategidirektør og seniorrådgiver hos Mandag Morgen opfordrer til? [1]
Når vi taler sammen, udveksler meninger, følelser og viden, afslører vi konstant, hvordan vi opfatter verden, og hvordan vi synes, man bør opføre sig i den. Sproget og de ord, vi bruger, er således vigtige faktorer, når vi skaber mening i verden. Det er derfor relevant at undersøge, hvad det vil sige at tale et fælles grønt sprog, før vi kan gøre os bevidste om, hvilke virkninger et sådant diskursskifte ville kunne medføre. [2]
Opfordringen kan tolkes som en invitation til, at vi, der aktivt deltager i og støtter den grønne omstilling, må lære at forstå og tale dette fælles grønne sprog: lave ordlister og øve sætningskonstruktioner! Torsten Hasforth, seniorøkonom i CONCITOs analyseenhed, leverer, i sin præsentation af rapporten Job til grøn omstilling [3], en ordliste. Han opstiller konkrete punkter og krav, som den grønne omstilling stiller til fremtidens arbejdsmarked, og giver os hermed en ordliste, så vi kan begynde at øve os på et grønt vokabularium. Ordlisten opsummerer en række af rapportens pointer om behov for fokus på kompetence, demokrati og tværfaglighed. [4]
Kompetencer?
På konferencen Arbejdskraft til en grøn fremtid d. 25. august 2022 forklarer Hasforth, hvordan udviklingen af flere og nye kompetencer på arbejdsmarkedet er en forudsætning for gennemførelsen af den grønne omstilling. Ordet kompetence indgår hyppigt i rapporten og i præsentationen på konferencen, hvor vi hører om både kompetenceudvikling, kompetencebehov og de rette kompetencer. Men Hasforth forklarer aldrig direkte, hvordan vi skal forstå begrebet. Det tætteste på en begrebsafklaring rapporten tilbyder, og dermed det tætteste vi kommer på en forståelse af, hvordan vi skal bruge ordet, er: kompetencer som noget, der mangler eller efterspørges.
Da sproget er essentielt for, hvordan vi skaber mening, og fordi kompetence er et omdiskuteret begreb, der vækker mange forskellige associationer inden for bl.a. forskning og uddannelse[5], kan der opstå risiko for en uhensigtsmæssig ordbrug. Den faglige debat om en ureflekteret brug af ord som kompetence peger på, at vi risikerer at anvende begrebet som et målingsværktøj frem for et reelt middel til at skabe mere forståelse og handling[6]. Denne fordrejning af ordets oprindelige betydning (det vil sige en bemyndigelse af kvalifikationer) [7] har ifølge flere forskere medført, at vi, i stedet for at lære at forstå hvad en handling – og forandring – betyder og indebærer, kun fokuserer på et fremtidigt resultat[8]. Omend dette målfokus kan virke tillokkende, vil målet aldrig kunne indfries, hvis ikke vi forstår, hvilke faktiske handlinger og kompetencer, denne ændring kræver. Steen Nepper Larsen, lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse understreger:
“Ikke mindst foragter jeg evalueringsfeberen i alle dens udtryk. Kort sagt: De kompetencemæssige og driftsøkonomiske rationaler burde ikke være enerådende. Jeg vil insistere på, at uddannelsessystemet må søge legitimitet og kraft via andre styrings- og sprogspil. […] Skolen må sikres arbejdsfred og lære at lægge afstand til nedsivningen af forsimplende buzz-words, hvad enten de nu måtte hedde kvalitet (som i Haarders tid), værdier (som i Vestagers) eller kompetencer (som de gør i dag). Det bivånes, at disse flotte ord har en særdeles kort halveringstid. Oftest tjener de blot til at ‘brande’ og synliggøre den politiske magts nyeste påhit.” [9]
Fokusset på målet fjerner midlertidigt fokus fra forståelsen af de konkrete og nødvendige kompetencer, der kan fremme de handlinger, der skal bære den grønne omstilling. Kompetencer, som vi derfor bør fokusere på i udviklingen af nyt, grønt og procesorienteret læringsmateriale.
Et meningsfuldt sprog
For at kunne omsætte tænketankenes tankevækkende analyse, er det derfor nødvendigt at undersøge, hvad der ligger bag CONCITO og Mandag Morgens brug af kompetence i Job til grøn omstilling. Her kommer en undersøgelse af sproget atter på banen. Sprogets konstruktion kan hjælpe os med at se tekstens underliggende diskurs og dermed det budskab, som rapporten ønsker at fremhæve. Lad os derfor kigge på ordlistens næste to ord: tværfaglighed og demokrati.
Hasforth fremlægger, at forudsætningen for den grønne omstilling er, at vi har en heterogen og tværfaglig arbejdsstyrke, som er repræsentativt fordelt på det danske arbejdsmarked. Han beskriver dernæst, at omstillingen nødvendigvis må være demokratisk, da den geografisk og demografisk bør fordele sig jævnt over hele Danmark: “[…] fra solceller på Lolland og gasfyr i Holbæk til grøn ammoniakproduktion i Esbjerg og ny varmeproduktion i Aalborg.” [10] Denne sammenhængende, sproglige konstruktion peger os i retning af, hvordan vi skal forstå rapportens brug af kompetence og hvad begrebet dækker over: noget, der er tværfagligt og demokratisk. På den måde demonstrerer en sammenskrivning af de tre hovedbegreber i rapporten et eksempel på, hvad det fælles grønne sprog dækker over.
Da samfundet og dets retning i høj grad skabes i det talte sprog, er en reflekteret og bevidst sprogbrug essentiel. Man kan derfor være bekymret for brugen af forsimplende buzzwords i formidlingen af de vigtige rapporter, der godt nok giver indsigt i den grønne omstilling, men som i mindre grad beskæftiger sig med den faktiske mening og handling, der potentielt kan skabes gennem sproget. Denne manglende anerkendelse gør det oplagt at tage et nærmere kig på det næste grønne ord, nemlig demokrati.
Fra ambition til handling
Hasforth understreger i præsentationen af Job til grøn omstilling, at den grønne omstilling indebærer en bred national og dermed demokratisk deltagelse. Denne læsning af ordet demokrati er i overensstemmelse med den danske teolog og politiske tænker Hal Kochs definition af demokratisk praksis, der består af en bred og aktiv borgerdeltagelse gennem holdnings- og meningsudveksling[11]. Som borger opfordres man til at bruge sit sprog aktivt i ‘samfundssamtalen’ og dermed, med et åbent sind over for andre holdninger og perspektiver, konstant lade sine synspunkter udfordre og udfordres. I modsætning til samtidens målstyrede brug af begreber som kompetence, afslører denne praksis sprogets demokratiske mulighed. Det sprog og den samtale, der er åbent for kritiske spørgsmål og undren, indbyder til forståelse. Med baggrund i forskningen ved vi, at forståelse for handlingen går forud for den reelle handling [12]. Forståelse for, hvad handlingen indebærer, er altså essentiel, hvis man ønsker at praktisere et aktivt demokrati og en progressiv grøn omstilling, hvor ambitioner bliver til handling.
At lære at tale et fælles grønt sprog handler derfor ikke om at lære de samme buzzwords og gentage dem i kor. Det aktive element i sproget findes derimod i at lade demokratiets kapacitet til at indeholde uenighed og forskellighed komme til udtryk i samtalen[13]. I denne sammenhæng er det væsentligt at fremhæve ordlistens tredje ord, tværfaglighed. Begrebet indebærer modsætninger, og er, i bedste tilfælde, udtryk for, at man i en virksomhed, på en uddannelsesinstitution eller i en demokratisk samtale har forståelse for deltagernes indbyrdes forskelligheder, samt hvordan disse kan spille sammen på frugtbar vis. Her viser tværfaglighedsbegrebet sig som en måde at arbejde med kompetencebegrebet som middel til handling frem for en statisk, didaktisk målkategori.
De valg, vi træffer i vores sprogbrug, og de krav, vi bør stille til formidlingen af rapporter med forandringsbudskaber og anbefalinger til grønne initiativer, er derfor afgørende for at skabe reel forandring. Det bør altså være muligt at udvikle og benytte et fælles grønt sprog til at skabe forståelse for og mening med handling for derved at fremme grøn omstilling. Potentialet indfries dog ikke, hvis sproget primært er en række buzzwords, der er upræcise eller uforpligtende, hvorved muligheden for at frembringe en frugtbar samtale frafalder. En succesfuld og demokratisk omstilling må derfor ledsages af et sprog, der giver plads til modsætninger, uenighed, undren og kritik.
Rum for sansning, ny bevidsthed og mobilisering
Hvordan definerer man platformen for denne samtale? Hvor finder man – og deltager i – det fælles grønne sprog? I Center For Ny Mening forsøger vi at skabe denne platform. I vores tværfaglige projekter for nytænkning af almen dannelse og uddannelse inden for bæredygtighed kombineres fakta og teori med sanselige og æstetiske oplevelser. Vores bagland består af et organisk, kritisk og handlingsparat netværk af kunstnere, undervisere, formidlere og læringseksperter – her arbejder vi sammen på tværs af tænkning, medier og metoder. Udover at udvikle læringsmateriale, skaber vi rum for ny viden om, diskussioner og forståelser af øko- og klimakrisen, herunder fx spørgsmål om, hvad de grønne kompetencer består af. Det er på baggrund af erfarings- og vidensdeling i dette tværfaglige netværk, at vi forsøger at definere, forstå og handle gennem et fælles nyt sprog.
Rapporter og tal er nødvendige i formidling af videnskaben, så vi intellektuelt kan forstå klimaforstyrrelserne og den grønne omstilling. Men det er også nødvendigt at kunne sanse og føle denne dokumentation – og her er kunsten vigtig. Ifølge den franske filosof Jacques Ranciére, kan der i kritisk kunst pludselig træde en uhørt stemme frem, som afkræver en plads i samtalen om samfundets tilstand [14]. I modsætningsforholdet mellem kunstens sociale engagement, hvor et værk betragtes, opleves og bliver til i relation til beskueren, og kunstens autonomi, hvor værket eksisterer for sig selv, findes et aktivt rum med mulighed for handling. Kunsten er derfor oplagt at tage i brug, når der skal skabes et rum, hvor vi kan øve os på et fælles “grønt” sprog – eller hvad vi nu skal kalde det. Kunstnerne har (heldigvis) allerede denne plads i samfundet, men vi vil hjælpe stemmerne ind i mere formelle læringssammenhænge.
Analyser og rapporter er, som nævnt, uomgængelige, for at vi kan sætte tal på den grønne omstilling. Men der er en risiko for, at de munder ud i kvantitative konklusioner, der ikke mobiliserer nogle reelle løsningsforslag eller handlingsrettede perspektiver. Dette kald på den kritiske kunsts potentiale fremhæves også af Ranciere i bogen Dissensus: On Politics and Aesthetics:
“Critical art is an art that aims to produce a new perception of the world, and therefore to create a commitment to its transformation. This schema, very simple in appearance, is actually the conjunction of three processes: first, the production of a sensory form of ‘strangeness’; second, the development of an awareness of the reason for that strangeness and third, a mobilization of individuals as a result of that awareness.” [15]
Æstetikkens sanselige aktivering af nye økologiske stemmer kan derfor potentielt hjælpe denne udfordring på vej – nemlig ved at løfte videnskabens data op fra papiret og omsætte den til fænomener i et sanselig univers. Her kan vi mærke stemmerne som affektive aftryk og måske tilmed som en forskydning af vores blik på verden?
Ny mening og omstilling nu!
I Center For Ny Mening anerkender vi, at konkrete faglige kompetencer er en del af midlet til bæredygtig handling. Vi skaber læringsoplevelser, der formidler konkret viden om forskellige aspekter af øko- og klimakrisen og den grønne omstilling. Men vi forsøger også at skabe et rum for refleksion, erkendelse og kritisk tænkning. Et rum for ny mening i en ny virkelighed.
Koblingen mellem æstetik og viden er essentiel for at skabe læring, der kan belyse dimensionerne af kriserne og deres indflydelse på vores samfund og liv. Den kompleksitet og konsekvens, de planetære udfordringer konfronterer os med, kan være svære at begribe eller forbinde til dagligdagen. Men når faktuel viden om klimaforandringer og bæredygtighed belyses gennem kunstneriske bearbejdninger, kan det skabe en følelsesmæssig refleksion, der hjælper med at sanseliggøre denne viden. I forlængelse af forskning inden for UBU (uddannelse for bæredygtig udvikling), herunder de pædagogiske og didaktiske greb, der anbefales inden for dette felt, arbejder vi i Center For Ny Mening på koblingen mellem det kognitive, det sanseligt-affektive og det adfærdsmæssige.
I og med at mange af klimakrisens løsninger handler om fremtiden og at der ikke er én måde at løse den på, må vi i stedet fokusere på at engagere og motivere folk nu, samt give rum for handlekraft til folk, der forholder sig eller ønsker at forholde sig mere proaktivt til øko- og klimakrisen nu. Ved at give plads til forskellige perspektiver og bud på, hvad et kompetenceløft på arbejdsmarkedet indebærer, understøtter vi en dialog, hvor kompetencer konkret kan defineres og dernæst omsættes til reel grøn omstilling. Vi opfordrer til at alle med foreslag til, hvordan vi – sammen – udbygger denne platform for et fælles grønt sprog, der kan mærkes og som handler, byder ind!
Kilder:
